Beaune 1.cru Teurons, Rossignol-Trapet
Da vi startede importen af Rossignol-Trapet blev vi tilbudt at købe et parti af denne perfekt modne vin. Det er yderst sjældent at få mulighed for at købe så vellagret vin, der kun er blevet flyttet én gang - fra Gevrey til Hjortshøj, og så oven i købet til en meget fordelagtig pris.
Lavet på 100 % Pinot Noir fra 1. cru marken les Teurons. Marken udgør i alt 21 ha og Rossignol-Trapets andel godt 1 ha. Der dyrkes biodynamisk. Lagret på ca 10 % nye fade - resten brugte.
Moden Bourgogne kalder på vildt, modnet kød og svampe. Skulle man være så heldig at kunne skaffe nogle trøfler, så høvl dem over due eller Gothenborg kylling.
Rossignol-Trapet, Bourgogne
"Domaine Rossignol-Trapet is a producer that has improved dramatically in recent years and to be honest, that is all the more pleasing to see because Nicolas and David Rossignol are two of the nicest winemakers you can meet."
Neal Martin, The Wine Advocate - december 2015
Domainet er grundlagt i 1990 af Jacques Rossignol og hans to sønner Nicolas og David. Jacques Rossignol stammer fra Volnay i Beaune, mens hans kone Mado Trapet kom fra Gevrey-Chambertin. Rossignol-familien har dog dyrket vin i Volnay siden 1500-tallet mens Trapet-familien har dyrket vin i Gevrey siden 1700-tallet, så det er mange generationers erfaring, der ligger til grund for vinenes høje kvalitet. Man startede forsøg med biodynamik i 1997 og havde konverteret ejendommen totalt i 2004 og de er i dag certificeret af både Ecocert og Demeter. Der afstilkes delvist (i nogle år og fra nogle parceller helt) og andelen af nyt fad er ca 10 % for kommunevine, 25 % for 1. Cru og 50 % for Grand Cru-vinene. Vinene er først og fremmest kendetegnede ved en fantastisk renhed, energi og præcision.
Rossignol-Trapet har marker i både Beaune og Savigny-les-Beaune, men hovedparten af domainets 14 ha ligger i Gevrey-Chambertin.